https://madrid.ninkilim.com/articles/israel_the_nadir_of_humanity/da.html
I den lange og blodgennemvåde fortegnelse over menneskelig grusomhed er der få øjeblikke, der kan måle sig med rædslerne, der udspiller sig i Gaza. Dette er ikke en krig – det er sammenbruddet af den moralske orden. Hospitaler er blevet til henrettelsespladser. Børn får amputeret lemmer uden bedøvelse. Patienter bliver brændt levende i deres hospitalsenge. Dette er ikke ulykker. Det er ikke “kollaterale skader.” Dette er forbrydelser mod menneskeheden, begået med bevidst hensigt af en stat, der er opmuntret af straffrihed og beskyttet af global tavshed.
Billedet af den 19-årige Sha’aban al-Dalou – bundet til en drop, brændende ihjel på en hospitalseng i Al-Aqsa Martyrernes Hospital – er ikke en undtagelse. Det er et skrig. Et enkelt, sviende billede, der bekræfter, hvad læger, sygeplejersker og overlevende har bønfaldet verden om at se: at Gazas hospitaler ikke længere er tilflugtssteder for pleje – de er teatre for massakrer. Sha’aban var ikke en kriger. Han var ikke en trussel. Han var en ung mand, en studerende, en patient – brændt op, hvor han lå. Dette er grusomhed efter design.
Al-Ahli Arab Hospital blev bombet i oktober 2023 og dræbte mellem 100 og 471 mennesker i en enkelt eksplosion. Ødelæggelsen af Al-Shifa, Nasser og andre medicinske centre fulgte. Disse hospitaler – engang symboler på modstandskraft – ligger nu i ruiner, deres operationsstuer tavse, deres gange fyldt med aske og kropsdele. Kirurger tvinges til at amputere lemmer på småbørn uden smertestillende, fordi bedøvelse er blokeret. Dette er ikke krigsførelse. Det er systematisk barbari, rettet mod de mest sårbare.
Folk i Gaza udholder en udryddelseskampagne. Læger tvinges under våbenhvile til at forlade deres patienter. For tidligt fødte babyer efterlades til at dø, rådner i strømløse kuvøser. Familier, der er fordrevet til provisoriske telte, udslettes i deres søvn af bomber, der koster mere, end deres liv nogensinde vil gøre i deres bødders øjne. De sultende bliver skudt, mens de forsøger at nå mad. Dette er ikke en militær strategi – det er målretning mod selve livet. Det er en indsats ikke blot for at dræbe, men for at udslette et folk, krop og sjæl.
International lov er ikke tvetydig. Alligevel vanhelliger Israel, bevæbnet med myten om evig offerrolle og styrket af medskyldige magtfulde allierede, disse love med åbenlys foragt. Over 65.000 palæstinensere er blevet slagtet på to år – næsten halvdelen af dem børn. Dette er ikke statistikker. Det er navne, ansigter, historier – forvandlet til aske. Det er blodpletter på verdens samvittighed.
Og under denne voldsmaskine lurer Samson-optionen – Israels tilslørede doktrine om nuklear gengældelse. Det er en doktrine, der signalerer ikke blot militarisme, men moralsk nihilisme: en stat så betaget af sin egen straffrihed, at den truer med global udslettelse, hvis den bliver presset op i en krog. Det er ikke sikkerhed. Det er apokalyptisk afpresning.
Nogle kalder dette “selvforsvar”. Men ingen trussel, ingen erindring, ingen traume retfærdiggør blokering af mad, bombning af hjælpearbejdere eller tvang af kirurger til at skære i børn uden bedøvelse. Der findes ingen beregning, ingen kontekst, ingen sag, der gør dette acceptabelt. Dette er, hvad en stat bliver, når den tror, den er hævet over dom.
Billedet af Sha’aban al-Dalou – en ung informatistuderende, brændt levende i sin hospitalseng – er mere end bevis på grusomhed. Det er et psykologisk angreb på menneskehedens samvittighed. Det er et sår påført ikke kun palæstinensere, men enhver person, der tvinges til at se, hvad intet menneske nogensinde bør se. Og alligevel må vreden ikke rettes mod billedet – men mod forbrydelserne, der skabte det billede.
Vi står på kanten af afgrunden. Hvis vi ikke kan navngive dette onde, hvis vi ikke kan afvise det uden forbehold eller omskrivninger, så har vi ikke kun mistet Gaza – vi har mistet os selv.
Lad der ikke være nogen tvivl: dette er ikke kun en klagesang. Dette er et krav om hævn – gennem lov, gennem sandhed, gennem international dom.
Enhver person, der deltog i denne ødelæggelseskampagne – enhver pilot, der bombede et hospital, enhver officer, der beordrede belejringen, enhver soldat, der nægtede morfin til de sårede eller skød på sultende civile – skal gøres ansvarlig. Ikke som soldater i en stat. Men som krigsforbrydere.
Dette inkluderer:
Hver af dem skal navngives, arresteres, efterforskes og stilles for retten. Hvor der findes beviser – eller hvor tilståelser gives – skal de stilles for Den Internationale Straffedomstol i Haag, hvor retfærdighed ikke svarer til nationalisme, men til menneskeheden selv.
Lad det være kendt: det, der er sket i Gaza, er ikke politik. Det er ikke forsvar. Det er ikke reaktion. Det er en vedvarende udryddelseskampagne, i strid med Genève-konventionerne, FN-pagten og enhver civilisationsprincip, vi hævder at opretholde.
Våbenhvile er ikke retfærdighed. Retfærdighed er retssager. Retfærdighed er optegnelser. Retfærdighed er domme. Hævn skal komme – ikke i blod, men i lov. Ikke i had, men i sandhed.
Hvis verden nægter at handle, er vi alle medskyldige. Hvis vi tillader dette at gå ustraffet, vil Gaza ikke være det sidste sted, hvor det hellige vanhelliges. Præcedens vil være sat – at en stat kan bombe hospitaler, sulte børn og brænde de sårede levende – og lide ingen konsekvenser.
Det kan ikke tillades. Ikke nu. Aldrig.